Der er ingen større smerte, end den jeg får af ham. Det er sjældent, men det sker. Og når det gør, er der intet der kan få mig op af kulkælderen. Jeg kan græde i timevis og min undskyldning til andre er "Jeg ved ikke hvorfor jeg græder, det sker bare af sig selv". Det stikker i hjertet, og jeg kan ikke få luft. Jeg vil bare have et enkelt lille kys inden jeg går i seng, men nej. Jeg må nøjes med et på kinden. Hvis bare han vidste hvor ondt det gør. "Er du sur?" spørger han mig. Jeg fremtvinger et smil og svarer nej. Han giver mig et kram, og lukker døren efter mig. Jeg kan stå og kigge på hans dør flere minutter, inden det går op for mig, at han ikke vil komme ud til mig. At han ikke vil give mig bare det sidste lille kys.. Nu har jeg måttet undvære hans kys i et døgn. Åh, hvor jeg troede han ville blive stjernelykkelig når han så mig, men nej. Samme reaktion som altid.. Så sent som i går, skrev han til mig, at han elskede mig. At han elskede min gave, den var helt perfekt. At jeg var en dejlig kæreste. Men at se ham være så ligeglad, giver mig mistro til hvad han siger..
Et enkelt kys kan betyde så meget..
Ingen kommentarer:
Send en kommentar