Complicated love..

"Du er virkelig den forkerte at forelske sig i, men samtidig den HELT rette."


Hvad gør man når fyren man har været forelsket i i 4 år bor 200 km væk? Og når selv samme fyr, har gengældte følelser? Og man endelig fik erobret ham, men at ingen af os har lyst til et langdistance forhold?


Årha, jeg synes det her er svært. Den 14. september 2007 mødte jeg en fyr. Dengang havde jeg ingen idé om hvor meget indflydelse han ville få på mig. Han har op til flere gange knust mit hjerte til ukendeligheder, men han har så sandelig også gjort mig til den lykkeligste pige der kan gå på to ben. 4 år skulle der gå, før jeg fik mit kys. Om jeg havde drømt om det både nat og dag? Ja. Om det var ligeså godt? Nej. Det var bedre. Vi stod ved en vej udenfor en pub. Men jeg ænsede end ikke baggrundsstøjen. For alt jeg fokuserede på var at jeg endelig var i hans arme. Endelig fik lov at kysse ham. Og jeg vidste han havde det lige så. Og her sidder jeg 2 uger efter. Efter at have tilbragt de bedste 2 døgn jeg har haft meget længe - i selskab med ham. Og kun ham. Men ingen af os har lyst til at ødelægge vores følelser for hinanden. Så langdistanceforhold? Nej tak. Eller - nu ser vi ad. Vores følelser har holdt i 4 år, de burde kunne holde 2 år til, hvor han forhåbentlig flytter tættere på mig. Selvom jeg svor på mig selv, at jeg ikke ville falde for ham.. Igen. Men hvordan kan man lade være? Vi ser hvad der sker..


Jeg har altid været overbevist om, at vi skulle giftes. Og det er jeg stadig, hæhæ.